søndag den 10. august 2014

Tabuet om 3 timers putningen

For bare en måneds tid siden var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Marvin har gennem længere tid taget (hold nu fast) op til 3 1/2 time at putte. Det er virkelig noget der trækker tænder ud på selv den mest tålmodige forældre.

"Vi vil ha' vand"
"Vi vil ha' tørstig"
"Vi vil ha' mere vand"
"Vi vil ha' mere tørstig"
"Halloooo… Er der nogen hjemme?"
"Marmin er tørstig"
"NU!"
"Er der mon nogen der er hjemme hos Marmin?"
"VAAAND!"

Ovenstående har gennem lang tid været nogle af de aller mest brugte gloser herhjemme omkring puttetid.
Vi var ved at blive sindssyge. Bare tanken om at have puttetjansen kunne få en til at sukke dybt. Så er man ligesom klar over hvad aftenen skal bruges på; Marvin og en masse "dårlige undskyldninger" (hvis man kan sige børn er i stand til at have det?).
Marvin kunne SNILDT drikke 5 glas vand fra han var blevet sat i sin seng, til han (endelig) sov. Hver aften var en kamp. Hvis det ikke var vandet, ja så rendte han da bare ud og ind af sin seng.

Forrige uge magtede jeg ikke mere og i afmagt tænkte jeg: "NU får han ét glas vand - det er dét!". Jeg sagde til ham at der kun var et glas vand og når det var tomt, ja så var der altså bare ikke mere. Han havde drukket rigeligt til aftensmad og jeg vidste derfor han ikke havde et reelt behov for det.
Aftenen bestod af skrig og skrål, og efter 3 timer sov han. Det gjorde moren også.
Dagen efter var det samme princip. 1/2 time efter sov han. Wow, var det det?
Efterfølgende dag tog det 2 timer og derefter er det ellers gået stille og roligt.
Han ved der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at sove. Pt smider han sine ting ud af sengen og kalder så for at få dem igen. Men efter det, så sover han. Stort set hver evig eneste aften.

Pointen: De dårlige vaner er vidst ikke svære at ændre end man selv noglegange gør det til. Er SÅ glad for vi tog kampen, de par dage er givet rigtig godt ud.
Lige om lidt er vi begge igang med hhv bachelor og specialeskrivning, og der vil det bare være rart at have noget af aftenen, til andet end putning af Marvin.


søndag den 3. august 2014

Familiemusicalen Rasmus Klump på eventyr

Idag har vi været i Glassalen i Tivoli og se musicalen "Rasmus Klump på eventyr".
Som nogen nok ved har Marvin i et godt stykke tid været helt pjattet med Rasmus Klump. 
Den anbefalede alder er 3-99 år, så jeg tog chancen selvom Marvin jo kun er 2 år og 4 måneder. 

Han elskede det!
Vi havde en super hyggelig eftermiddag sammen med Marvins farmor og fætter. 
Marvin var glad for at se alle figurerne, sad helt opslugt, rokkede med til sangene og sad og klappede for sig selv. Så kært altså!

Musicalen kan helt klart anbefales herfra. De spiller frem til den 17. august, så man skal være lidt hurtig, hvis man vil nå at opleve det.
Forestillingen tog en time, perfekt tidsinterval for de små børn. 
Marvins første kommentar da musicalen var ovre, var "Mere Rammer Kump, mor!".


Efterfølgende gik vi lidt rundt i Tivoli og fik prøvet at fiske efter ænder og vinde chokolade. 

En rigtig skøn dag!


Rasmus Klump er og bliver vidst bare et hit for nu.

Lidt om musicalen (så spring endelig over hvis i selv skal ind og se den)
Alle de kendte figurer er med: Rasmus Klump, Klump's mor, Pingo, Skæg, Pelle, Gøjen og Pildskaden.
Musicallen starter med at Rasmus Klump kommer til verden og efterhånden skal han på sit første eventyr. De bygger "Skiw'et" Mary og sejler afsted. På deres færd finder de en flaskepost fra P. Andersen Løve hvor der står "Hjælp mig". De sejler afsted for at finde P. Andersen Løve, og da de finder ham skal de hjælpe ham med Dunkedyret. Et svin der går rundt og dunker alle i hovederne. Rasmus Klump og vennerne får lært Dunkedyret, at man ikke må slå og at de eneste der må slå er ens hjerte.
Til sidst vender de næsen hjemad og slutter på bedste vis af med pandekager og fællessang.

For at peppe selve musicalen lidt op og gøre det til andet en bare sang og skuespil, er der to breakdansere der styrer Gøjen og Pildskaden. De har nogle ret fine solo-steder hvor den står på breakdance. Det gjorde hvert fald at Marvins fætter på 7 år også synes det var ret fedt.

En rigtig sød musical både for de små og deres forældre/bedsteforældre.

torsdag den 31. juli 2014

GIVE AWAY - KAM tang og knapper

I samarbejde med Krea By Lullu har jeg fået lov til at forkæle en af jer heldige følger på bloggen eller Instagram med en skøn KAM-tang OG 6 valgfrie poser knapper dertil.

Fedt fedt fedt!




På bloggen foregår det således:
- Følg KreaByLullu på deres facebook side HER
- Følg jeansjeans.dk via BlogLovin HER
- Smid en kommentar under indlægget her, så jeg kan give dig et lodnummer

Jeg giver alle deltagere et lodnummer og trækker en vinder mandag den 11. august 2014.
Vinderen skal kontakte mig inden fredag den 15. august 2014, ellers trækkes en ny vinder. Husk at holde øje med hvilket lodnummer du har og om det er dit nummer der bliver trukket. Vinderlodnummeret offentliggøres både her på bloggen og på Instagram.

Vil du have et lod mere? 
Tjek jeansjeans ud på instragram og se betingelserne for deltagelse der.
Du kan altså få 2 lodder i lodtrækningen, hvis du deltager både på bloggen og på instagram.

Du kan se hvad jeg har brugt KAM knapperne til fx HER.


Som en lille bonus til alle kan jeg afsløre, at Krea By Lullu starter deres sommerudsalg imorgen, fredag den 1. august. Du kan spare 25 % på alt stof! 


VINDEREN ER TRUKKET!

Jeg har trukket en tilfældig vinder af #jeansjeanskrea i samarbejde med @kreabylullu på findenvinder.dk

⭐️ Vinderen er LUCKY NUMBER 51 ⭐️

Giv dig til kende så du kan få tilsendt din præmie. 

Mange tak til alle jer der deltog! Mon ikke jeg snart har et eller andet i ærmet igen? 😉



mandag den 28. juli 2014

Heldragt og body

Jeg har fået kreeret disse skønne ting idag.
Det er sjældent jeg syr pigeting - men når jeg endelig "får lov" så synes jeg faktisk det er ret så hyggeligt.

En heldragt i str 56 i friske sommerfarver

Stoffet er en lækker let jersey med små blå blomster og sat sammen med en panggul rib. Til lukningen i bunden er der brugt KAM knapper. 
Alle materialer er fra Krea By Lullu. Jersey'en finder du HER til 99 kr meteren.
Mønstret kan du finde HER - det er fra en Hollandsk side, men der er masser af trin-for-trin billeder. 
Fingernem har tidligere vist opskrift og heldragt frem HER.

En langærmet prinsessebody med trykknap i den ene side af halsåbningen


Stoffet er en lækker prinsessejersey. Jeg har faktisk aldrig set dette print før, men synes det er mega sødt. Derudover er der brugt en pink rib og pink KAM knapper.
Den lækre jersey kan du finde hos Krea By Lullu, til 99 kr meteren.
Mønsteret er fra det nyeste Ottobre magasin (4/2014) og hedder "sausage dog body" deri (obs! Stor i størrelsen)

I løbet af de nærmeste dage vil jeg lave et indlæg omkring forskellen på almindelige trykknapper og KAM-knapperne. Nu har jeg nemlig prøvet begge slags - der er én jeg er helt klart fan af.


Jeg har en lille overraskelse på trapperne som jeg glæder mig til at afsløre for jer der læser med. Det bliver godt!

fredag den 25. juli 2014

Barnevognspude med hank

Hele denne uge har jeg tilbragt formiddagen/middagen i kreakælderen. Jeg har fået sat gang i lidt projekter som jeg glæder mig til at vise frem.

I dag blev det til denne skønne barnevognspude


Jeg har sat et strygestofsprint på bagsiden med "JeansJeans". Mærket er lavet af KreaByLullu, som laver strygestofsprint efter ønske. 

Det var dejlig nemt at sætte på. 
Man ligger det direkte på stoffet, lægger et klæde over og stryger derefter med strygejernet (Det skal stå på middel varme dvs 2 prikker) i 30 sekunder. 
Derefter tjekkede jeg om det sad fast ved at løfte bagsiden. Mit sad ikke helt fast så gav det lige 15 sekunder mere. Efter det er afkølet kan man pille bagsiden af og så sidder strygestoffet fast. 
Derefter var det bare at vende stoffet om, så strygestoffet kunne blive strøget lidt på bagsiden. Det er færdigt når man kan se stofstrukturen gennem strygestoffet. Husk at holde øje!

Jeg synes der skulle hank på barnevognspuden. Man har jo altid meget at slæbe på med en baby - så hvorfor ikke gøre det lidt nemmere?

onsdag den 23. juli 2014

Når man ikke har bil - men har sommerferie

Vi har været på sommerferie. Faktisk har vi været væk i hele 3,5 uge.
Eksotisk ferie med palmer, sandstrand og drinks i solnedgangen - det er sådan noget man drømmer om.
Vi har holdt ferie i Danmark, totalt "ud at se med DSB"-agtig ferie, men det har været skønt. Og alligevel savnede man godt nok sin egen seng til sidst. Det meste af turen er foregået med fuld opbakning med tog og så nogle enkelte ture sammen med min far, i hans bil. Ah.


Vi har været i Vejen, Henne, Flensborg, Silkeborg, Aarhus, Vejle, Kolding og Horne. Kom ikke her og sig vi ikke er kommet vidt omkring ;)

Der kommer lige lidt billedspam:





Det har været en skøn ferie med en masse oplevelser og ikke mindst en masse minder vi kan tænke tilbage på. Det er helt vildt så meget Marvin har udviklet sig gennem ferien både motorisk og sprogligt. Endelig føler jeg at han er ved at komme godt efter det brækkede ben, her 3 måneder efter gipsen er kommet af.

Vi har været i min fars sommerhus, brugt en masse tid med min far, min mor og hendes mand, besøgt andet familie, været i Aqua, været på Museet Danmarks brandbiler og Panser Museet,  været på Danmarks Flymuseum, på shoppetur i Flensborg, besøgt skønne venner i Aarhus, været på bondegårdsferie ved vandet og så har vi bare hygget os rigtig meget.
Jeg tror billederne taler for dem selv.

Holder du også ferie i Danmark i år? Og hvilket sted er dit yndlingsferiested i Danmark - og hvorfor?

Ferie i Danmark er skønt når det ikke regner. Jeg er dog ret så sikker på det ville være mere skønt hvis vi havde en bil (!).
Sikke et bøvl med at få alt vores happengut ind og ud af toget. Hvem har dog fået den GENIALE idé at der skal være 3 trin op i sådan et intercitytog? Jamen vi slæber da bare klapvogn med barn i, kæmpekuffert, håndbagage og diverse småting op og ned og op og ned og ind og ud. 
Jeg bliver ikke fan af at slæbe tingene ind og ud, men jeg synes faktisk det er rart at køre med toget. Når man altså har pladsbillet, ellers kan det være lidt af et helvede.
Jeg gruer for når vi ikke længere kan få Wildcard (=25-50% rabat på togrejsen med DSB). Pt betaler vi ca 600 kr hver vej for os alle sammen. Den hurtige regner, kan jo så regne ud at vi kan komme helt op på 2.400 kr for at besøge min familie, når vi ikke længere kan få rabat. Det er jo sindssygt!
Kommer sådan til at tænke på den der Leasy reklame: "Du suuuuger pengene ud af mig!". 

Det var et sidespor - alt i alt, har vi haft den skønneste ferie!
De næste stykke tid frem til studiestart igen, vil jeg bruge sammen med min familie og i Kreakælderen Kbh. Det er vidst lige til at holde til.


lørdag den 5. juli 2014

Rombetæppet - mit evighedprojekt

I skrivende stund har jeg været igang i laaaaang tid. Jeg startede tilbage i december 2012 - ja, før Marvin blev født. Det er nærmest efterhånden lidt pinligt. (Den opmærksomme læser har så alleree gjort mig opmærksom på at det ikke passer. Marvin er jo fra marts 2012, og marts kommer åbenbart før december - endnu mere pinligt...)
Status efter næsten et halvt år var 8 hæklede romber, og i juli 2013 ramte jeg hele 21 hæklede romber. Det var heromkring jeg blev enig med mig selv om, at dette projekt var mere end bare lige.

Men nå, er tæppet så færdigt? Næææ, ikke endnu.
MEN jeg har de sidste 3 dage rent faktisk hæklet lige så mange romber som jeg gjorde på 7 måneder til at starte med. Så det går altså fremad!
Nu mangler jeg at hækle 18 sorte romber, 19 hvide romber og 9 grå romber - og så er der lige de der ender der skal hæftes og så alle de forpulede romber der skal syes sammen.... i hånden....
Puh... Men det bliver jo møg lækkert når det engang er færdigt.

Så mit råd til alle jer der overvejer at lave et rombetæppe:
- Overvej at det er 149 romber der skal hækles + nogle halve til top/bund og siderne.
- Overvej at det er 149 ENS romber du skal hækle (Læs: Jeg synes det er hammer kedeligt i længden).
- Overvej at det ikke kun er 149 ENS romber der skal hækles, men også 149 romber der skal hæftes ender på.
- Overvej derefter at det ikke kun er 149 romber der skal hækles og hæftes ender på, men at det også er 149 romber der skal syes sammen i hånden - og at en rombe har 4 sider = rigtig mange sider der skal syes sammen.

Men udover det så er tæppet jo møg lækkert ;)
Jeg kan umuligt være den eneste der sidder med de tanker omkring tæppet - men udover at det er pænt, så er det andet jo en ret stor del af arbejdsprocessen. Haha.

God fornøjelse...