søndag den 20. marts 2011

Røg i køkkenet

... Som alligevel resulterede i både tebirkes, frøsnappere og pizzasnegle. Så er vi klar til endnu en forelæsningsuge her i huset.



Der er til en rigtig god madpakke i den kommende uge :)











Aftensmaden står på rester af flødekartofler spicet lidt op med nogle mørbradbøffer. Uhm, glæder mig til maden er færdig.

Opskrift på tebirkes med ramonce:
Dej:
- 25 gram gær
- 2 dl lunken vand
- 2 æg
- 75 gram smør
- 1/2 tsk salt
- ca. 550 gram mel

- Ramonce: 1 del sukker til 2 dele smør

Gæren røres ud i det lunkne vand. Smørret
smuldres ud i melet sammen med salt. Tilsæt æg til gær-blandingen og herefter mel-blandingen.
Herefter skal dejen rulles og foldes:
- Rul dejen tynd og aflang.
- Smør smør på 2/3 af dejen (Brug evt en ostehøvl til at høvle smørstykker og så smør dem lidt ud enten med en bred kniv eller fingrene).
- Fold den 1/3 der ikke er smør på ind over de 2/3 med smør.
- Fold den sidste 1/3 med smør ind over de to dele der allerede er foldet.

Gentag 2-3 gange.

Herefter skal ramoncen på.
- Rul igen dejen lang og smør ramonce på 2/3 af dejen (ligesom med smørret).
- Fold de 2/3 ramoncedele sammen (så der kommer et dobbelt lag ramonce)
- Fold den sidste 1/3 ind over.
- Vend dejen rundt "på hovedet".

Nu er dejen klar til at blive skåret ud i størrelser efter smag og behag.
Pensl med æg og husk birkes på toppen.

Bages i 15-20 minutter ved 200 grader UDEN varmluft.

Opskrift på pizzasnegle:
Dej:
- 25 gram gær
- 2 dl lunken vand
- 2 spsk olie
- 1 tsk salt
- 2 dl durum-mel
- 3 dl hvedemel

Fyld:
- 1 ds tomatpure (af de store, ellers to små)
- 1 hakket løg
- 1 pakke skinke i tern
- 1 pose revet ost
- Krydderi efter smag (som minimum oregano, evt. hvidløg, chili, mm.)

Start med at lave dejen: Rør gæren ud i det lunkne vand. Bland mel og salt sammen og tilsæt det gærblandingen, tilsæt herefter olien. Ælt til det stadig klistrer lidt men slipper fingrene. Stilles til hævning i 20 min.
Imens dejen hæver kan du lave fyldet klar: Hak løgene og bland det med tomatpure og krydderier.

Når dejen er færdighævet rulles den i en stor firkant. Smør blandingen med tomatpure ud på dejen og fordel herefter skinkestrimler og ost. Dejen rulles sammen til en lang pølse som herefter skæres ud til pizzasnegle.
Lad pizzasneglene stå og efterhæve på bagepladen i 20-25 min inden ud sætter dem i ovnen og bager dem ved 200 grader UDEN varmluft i ca. 15-20 min.


Bon appetit :)