Men siden der har han nægtet at støtte på benet.
Det skærer i mit moderhjerte at se en lille dreng SÅ bange for at stå på sin fod, bange for at tage det mindste skridt og faktisk mere hjælpeløs end med gipsen.
Jeg kan ikke sende ham i vuggestuen imorgen, som vi ellers har snakket med ham om hele weekenden.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Havde bare ikke forventet han ikke kunne gå.
Bruddet viste sig idag at have været et brud hele vejen gennem skinnebensknoglen og ikke bare en revne. Det ramte også hårdt. At det ikke "bare lige" var en revne, men hele vejen gennem knoglen. Selvom det nødvendigvis ikke er mere farligt og kompliceret end en revne, så blev jeg alligevel trist ved tanken.
Selve det at få gipsen af, var ikke en god oplevelse for Marvin. Men han klarede det flot trods alt. Han blev rigtig, rigtig bange for gipssaven og bagefter den store saks til at klippe med.
Vi blev sendt videre til røntgen - hvilket havde været lidt smartere at tage inden gipsen kom af. Lægen havde bestilt billede af kontrol af lårbenshalsen. Dvs helt forkert. Marvin havde jo ikke brud i hoften eller lårbenet. Det krævede lidt ringen frem og tilbage inden radiologen var overbevist om at det altså var knæregionen der skulle tages billede af. Stod med Marvins gips i hånden og kunne vise hende at den altså absolut intet havde med hoften at gøre.
Det korte af det lange var at Marvin blev rigtig utryg ved det hele og var meget ked af at skulle have taget billede.
Men han klarede det.
Vi klarede det.
Nu må han bare gerne kunne gå igen...
Der er ingen genoptræning til en dreng som ham, så vi må igang herhjemme. Jeg tænker at investere i en ny bObles figur, men er ikke helt overbevist om hvilken. Han har kyllingen, skildpadden og elefanten.
Alt i alt har dagen idag været præget af en masse følelser, forventninger og skuffelser. Sidder bare tilbage med med en ked af det følelse og mor-fortvivlelse.
