torsdag den 19. december 2013

Når man ikke har bil

Så må man tage toget og besøge "Bessifassi", "Mormoar" og "Muffar". 

Marvin og jeg tager forskud på juleferien og tager nogle dage i Jylland inden vi sammen med farmand skal holde juleaften sammen alle sammen. 

Hvordan er det så at køre i tog med en dreng på 20 mdr? Et helvede? Nej faktisk ikke. Marvin har været vandt til den lange tur (3 1/2 time fra vi tager hjemme fra til vi er fremme) helt fra han var få måneder gammel. 
Vi forsøger at planlægge turen så den passer med en lur. 
Idag passede det med at Marvin kom i vuggestue fra morgenstunden og så kunne jeg ellers få pakket. Vi bor jo på 3. sal og det er altså ikke nemt at pakke en barnevogn op med en lille dreng hjemme. Jeg fik fred og ro til at rende ned og op og ned og op og ned og op. 
Bagefter hentede jeg Marvin i vuggestuen, hvor han netop var færdig med frokosten. 
Vi tog bussen til stationen, s-toget videre til Valby og herfra toget videre til Jylland. 
Han faldt i søvn mens vi stod på Valby st. Det var intet mindre end perfekt timet!
Derefter tog han sig en god lang lur og vågnede først i Middelfart. Og derfra var der ikke såååå forfærdeligt langt til vi skulle af. 

Sådan pakker man en barnevogn når man skal selv afsted med en lille tumling: 


Venter på S-toget. Marvin er meget spændt. Han elsker nemlig tog - og ikke mindst glæden ved at vinke til dem. 
Her ses Mommy Hooks in action - de er virkelig fantastiske til at hænge alt muligt på styret = hænderne frie og det er nemt at komme til. 

Det er også mega fedt at sidde ved vinduet og charmere hele togkupéen.

Hvordan har i andre det med offentlig transport?


onsdag den 18. december 2013

Det der med at pakke gaver ind

Nogen synes det er über fedt - andre bander det langt væk. 
Se bare her. Jeg er et godt mix. De første 5 gaver er der virkelig nusset om, men så daler interessen også lige så stille. Eller; det er egentlig ikke fordi jeg ikke vil hygge med det - men det tager bare såååå lang tid. På samme tid hader jeg at give gaver butikken har pakket ind - så pakker altid selv ind. 

I år er et mix af det tidsmæssige aspekt. 
Der er nogle med hjemmelavede gavemærker der har taget et godt stykke tid at få færdige mens de sidste er med masking tape og neonstickers. Det sidste var nemt og hurtigt - plus det ser godt ud (synes jeg). 

Døm selv og snup gerne til inspiration. 

// Gavemærker lavet af en næste færdigfoldet stjerne med stempeltryk eller klistermærker // Origami glitterstjerne // Origami sløjfe //
... Og lidt masking tape + bånd


// Neon stickers fra Søstrene Grene // Masking tape // Neon snor //


Man kan også bare være helt ærlig omkring indholdet - hvem siger det behøver være kompliceret? Derfor ser bagsiden sådan ud ;)


Hvordan har du det med indpakning af gaver?


onsdag den 11. december 2013

DIY: Origami krans

Hvis du ligesom mig ikke kan tåle gran eller bare synes origami er sejt, så kig med her. 



Jeg har lavet en DIY på en origamikrans jeg fik kreeret igår. Nu pynter den flot uden på vores dør i opgangen. Jeg har fået inspiration og en sparsom foldevejledning herfra - jeg blev dog lidt forvirret af hvad der var op og ned og ud og ind ud fra den tegnede vejledning på den side, derfor har jeg lavet en med billeder.

Materialer:
- Dekorativ papir (jeg har brugt design paper 20*20 cm med julemotiv fra Søstrene Grene)
- Skærekniv
- Skæreunderlag
- Lineal
- Limpistol
- Hobbylim (Jeg er stor tilhænger af den fra Panduro)
- Ophængsring til uro (købt i Panduro til ca. 20 kr)
- Rød satinbånd (Jeg har brugt 7 mm's tykkelse, købt i Søstrene Grene)
- Falseben (kan undværes, mit er fra Søstrene Grene og kostede et par kroner).

Jeg har brugt kvadratiske stykker papir på 5 * 5 cm.
Til min krans har jeg lavet 26 stjerner á 5 kvadrater hver - i alt 130 kvadrater.

1) Du skal bruge et 5 * 5 cm stykke papir. 
2) Start med at folde det diagonalt efter stregen på billede 2)
3) Så ser det sådan ud.
4) Fold den ene hjørne ind så kanten flugter op af den midterste kant.

5) Fold det andet hjørne ind til midten også.
6) Fold papiret ud og fold det nederst hjørne op så det flugter med de to sidst foldede kanter (se billede 7) ).
7) Fold det øverste hjørne ned, men ikke helt ned til den sidst foldede kant.
8) Fold højre og venstre side ind til midten. Så det ser sådan ud.

9) Fold bagud på midten, så det ser sådan ud.
10) Fold den øverste "vinge" ud.
11) Fold den nederste spids op under den mønstrede trekant.
12) Fold herefter "vingen" tilbage ned over.

13) Hold dutten som på billedet, så den danner en lille skål.
14) Fold den nederste del af skålen op, så kanten derved får et knæk.
15) Fold herefter det øverste hak i skålen ved at presse det ned i skålen.
16) Gentag ovenstående punkter med 4 andre kvadrater...

17) - 20)  Lim alle delene sammen.
20) Så har du første stjerneblomst

21) Når du har omkring 26 stjerneblomster er du klar til at lave kransen.
22) Brug en form for ring (jeg har brugt en ring der er beregnet til uroer fra Panduro)
23) Vikl satinbånd rundt om for at skjule plastikringen.
24) Lim blomsterstjernerne på med en limpistol.


Voila...





tirsdag den 10. december 2013

Tumling vs minimonster

I disse dage spørger jeg mig selv aften efter aften: Hvor er min søde dreng? 
Han er virkelig et minimonster. Jeg skriger inde i mig selv: "DET ER BARE EN FASE!" - for hvis der er én ting jeg har lært som mor, så er det at ALT er en del af en fase. 

I disse dage tager det rask 2 1/2 time at få puttet minimonsteret. Han siger nej til alt, prøver grænser og nægter at sove. Jeg har prøvet at rykke sengetiden en halv time den ene vej og en halv time den  anden vej - intet resultat. 

Og nu sidder jeg så her;  der hvor jeg havde svoret at JEG hvert fald ikke skulle sidde. For hvem fanden gider sidde inde ved siden af barnets seng til det falder i søvn? Og der er jo kun at lave en dårlig vane og bla bla bla. 
Jeg æder mine fordomme råt. Jeg sidder her. Og jeg bliver siddende til han sover. Hvert fald i dag (og igår... Og i forgårs... Og dagen før det...). 
Klokken er 20.10 og jeg vil have min aften "voksentid" tilbage. Det er bare en fase, det er bare en fase...


mandag den 9. december 2013

Give Away på instagram

Jeg har sat en lille advents give away igang på Instagram.
Du kan vinde et sæt af mine populære juletræer med tryk og neondetajler. 
Lisbet var så heldig at vinde et sæt til blogtræf for en måneds tid siden. 

Gå på instagram og del billedet med hashtagget #JeansJeansJulGA 


Har du ikke instagram? - del billedet på din blog og smid en kommentar til dette indlæg med et link til der hvor du har delt billedet. Så smider jeg dig med i puljen :)

fredag den 6. december 2013

Fik du ikke læst artiklen?


Artiklen jeg har medvirket i var, som tidligere skrevet, i avisen i fredags.
Jeg opdagede med det samme at det var en abonnementsartiklen - dvs en artikel man skal have abonnement hos JyllandsPosten for at læse. Min søde veninde gjorde mig dog opmærksom på, at man rent faktisk godt kan læse artiklen gratis. 
Man kan få en måneds prøveabonnement hos JyllandsPosten UDEN binding (det skulle gerne komme frem hvis du går direkte ind på artiklen) - så kan alle der har lyst gå ind og læse den. 

Tjek den ud og vær med til at bryde tabuet. 

tirsdag den 3. december 2013

Om at træffe en svær beslutning

Det er gennem det sidste stykke tid gået ned af bakke og hver dag er blevet en større og større kamp. En kamp som er svær at kæmpe.

Jeg må kaste håndklædet i ringen mens der stadig er et håb forude. 
Jeg har idag taget orlov fra mit studie og derved udskudt mit studie et halvt år. Jeg kan ikke kæmpe mere hver morgen for bare at komme ud af døren. Jeg bliver nødt til at have styr på mig selv. 
Jeg ved ikke om jeg er helt afklaret med beslutningen - men den er truffet. 
Nu skal alt det praktisk blot ordnes og så kan jeg forhåbentlig få lidt mere ro på. 

Overskudsmor med mange bolde i luften. Sådan ser mange mig, rigtig mange. 
Sandheden er at jeg ikke kan fokusere på noget i ret lang tid af gangen. Derfor ender jeg med at have mange bolde i luften - så kan jeg springe fra ting til ting. Det er en ting der er blevet værre og værre og for tiden så slemt at jeg ikke kan lave det samme end mere end 10 minutter af gangen ca. Det er et stort problem for mig i hverdagen i og med at jeg ikke kan koncentrere mig om fx at se et program i tv, stå i køkkenet og lave mad der kræver min opmærksomhed eller læse i en bog. 
Marvins aktivitetsniveau passer mig det godt. Han gider ikke lave det samme i 10 minutter, så med ham kan jeg som regel godt koncentrere mig. 
Men jeg får brug for en "time out" - brug for at lukke alting ude. Enten bare ligge i min seng og lave ingen ting eller også gøre det jeg nyder mest. Kreative ting. 
Misforstå mig ikke. De kreative ting kan jeg heller ikke koncentrere mig om, derfor har jeg altid gang i mange projekter på samme tid. Så kan jeg bedre koncentrere mig lidt om hver projekt og i sidste ende nå i mål med dem alle. 

Tag dig sammen! Jeg tager mig sammen, hver evig eneste dag... Jeg hænger i... Jeg kæmper. 
Jeg kæmper hver dag for ham her:

En weekend med julemarked

Er endelig ved at have styr på alt fra weekenden. Der var meget der skulle pakkes sammen, holdes styr på og ikke mindst pakkes ud igen der hjemme.
Jeg har sat de resterende ting til salg på Instagram med hashtagget #jeansjeanssalg - kig forbi. Der er fri fragt ved køb for 300 kr ugen ud. 



Hvis jeg skal være helt ærlig var markedet ikke som forventet.
Havde jeg vidst hvad jeg ved nu, var jeg ikke taget afsted. 
Det var som om det var blevet opsat til at være noget det ikke var. Og kort og godt synes jeg det er fuldstændig grotesk at tage så mange penge for en stand (1000 kr pr. stand - vi havde 2) når markedet ikke var større og reklamen ikke var bedre. 
Jeg havde en klar fornemmelse af at mange af dem vi fik snakket rigtig med i vores stand, var folk der gjorde sig til kende fra enten blogland eller Instagram. Det er selvfølgelig VILDT fedt at alle de mennesker kom - men efter min mening kan det ikke være rigtigt jeg selv skal tiltrække størstedelen af mine kunder, med den hamper pris der burde dække markedsføring. 
Jeg hørte om folk der boede i Roskilde som ikke vidste markedet var der. Det skal lige siges at i weekenden var der hele 3 julemarkeder i Roskilde. Det kan så både være godt og skidt. 
Min svigermor fortalte også at hun havde svært ved at finde det fra stationen. Og hvis folk ikke kan finde vej - så kommer de jo heller ikke. 

Jeg håber virkelig arrangørerne vil tage det til sig og enten skrue ned for prisen for en stand eller skrue op for markedsføringen.
Og ja, bloggere er gratis reklame men (undskyld mit franske) det bider også en i røven hvis bloggerne ikke er tilfredse i den sidste ende. 

En rigtig positiv ting var dog alle de flinke folk jeg mødte. Det var grobund for et nyt netværk og jeg fik snakket med rigtig mange af de andre stande. Virkelig fedt!
Og sidst men ikke mindst har det været en fornøjelse at lære de tre andre tøser i standen bedre at kende!

Jeg vil meget gerne høre DIN mening om markedet hvis du var forbi eller måske endda havde en stand der.