For 2. gang har vi sådan rigtig haft behov for 1813 (vagtlægevisiteringen i Kbh). Jeg ringer ikke til 1813 for at få en hyggesnak, jeg ringer fordi jeg har brug for en faglig vurdering og derfra hjælp. Hvis du allerede nu tænker det her munder ud i en sørgelig mors tanker om uretfærdig behandling og bla bla bla - så skal du nok ikke læse videre.
Natten til idag har været lort med lort på. Marvins ører driller.
Omkring midnat trak vi vagtlægekortet. Han var så ked af det, skreg, tog sig til øret, "Av ind ører, moar", han kunne ikke finde ro.
Måske var drænet stoppet? Kunne man skylle øret? Var drænet faldet ud? Kunne lægen mon overhovedet gøre noget? Hvad stiller vi op når panodil ikke virker?
Hvor skulle jeg vide det fra? - 1813, DE må kunne svare på spørgsmålene.
Manden ringer til 1813 og har en lang snak med sygeplejersken i den anden ende. Marvin skriger, jeg forsøger at trøste, intet virker.
Viderestilling til lægen, og snakken starter forfra. Jonas lægger vægt på at hvis vagtlægen ikke mener de kan gøre noget så er der ikke grund til at bruge ressourcer på det - men HVIS han tror det er en chance for at der kan gøres noget for Marvin så vil vi meget gerne have ham tilset af en lægen. Med Marvins sygdomshistorie vil lægen gerne have at Marvin blive tilset.
Det er midnat da Jonas lægger røret på med beskeden "der kan godt gå en times tid". Kl 3 skriger Marvin stadig. Non-stop.
Vi er oppe på 4 timers skrig og gråd og ingen vagtlæge.
Har vagtlægen brændt os af?
Jeg burde prøve at få lidt søvn, men hvad nu hvis lægen kommer.
Kl 04.30 slå jeg øjenene op. Marvin sover, Jonas sover og jeg har tydeligvis også sovet. Vi er alle gået helt ud som et lys.
Fuck, har lægen været og banke på? Hvorfor lagde jeg mig også ned? Den dårlige samvittighed banker på - og jeg går ud med et lys igen.
Kl 06.45 vågner jeg ved en høj banken på døren. Vagtlægen er her. 7 timer (!) efter vi har ringet. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde.
"Jamen han sover da godt nu". Ja, men sådan var han ikke da vi ringede.
Hun kigger i ørene, drænene er der stadig. "Han er snottet, jeg har ingen næsedråber med, men det skal i give ham" - skal man grine eller græde.
For mig var det spild af ressourcer.
I min frustration i nat laver jeg en opdatering på facebook.
Som sagt, min erfaring med 1813 er ikke specielt god.
Skæbnen skulle være at en bekendt arbejder ved 1813 og får åbenbart noget så ondt et hvis sted over det.
Man får ikke noget ud af at prøve og belære en mor til et ørebarn om øreproblemer. Man får ikke noget ud af at postulere at er ørebarn ikke er et sygt barn. Man får ikke noget ud af at insinuere at langt de fleste forældre ringer til vagtlægen uden grund og bare burde være taget til egen læge.
Jamen hør her. Jeg ringer ikke 1813 for at sludre over en kop kaffe. Jeg ringer for at få en faglig vurdering. En lægelig vurdering - hvilket man jo lige skal visiteres til først.
Vedkommende beklager herefter at vi må være blevet fejlinformeret og herefter kommer der et "jeg kan undersøge om det blev markeret som en hastesag".
Her knækker filmen for mig. Her bliver jeg ikke en mor det bare er bekymret for mit barn. Her bliver jeg en mor der endnu engang ikke forstår sundhedsvæsnet. Der er ingen der "bare lige" skal gå ind og kigge i min journal eller Marvins journal eller noget som helst der er vores private informationer.
Jeg bliver harm. En bekendt der vælger at slette alt der tidligere er skrevet, men som stadig har givet udtryk for at hun "bare lige" kan tjekke det ene eller det andet.
Er det noget man skal ringe og snakke med 1813 om? (Ironi kan forekomme i sidste sætning).
Ps. Marvin har stadig ondt i ørene, men jeg håber på en fredelig nat. For farmand er ikke hjemme.
Turen til zoo idag så sådan ud for Marvins vedkommende:
