Jeg har en bøn - en bøn til alle jer i blogland, en bøn som netop DU kan hjælpe mig med.
Det her er ikke en reklame for en eller anden give away du kan vinde, det her handler om at hjælpe andre, om at ændre systemet. Det er ikke en skræmmekampagne, det er virkeligheden. Det er virkelighedens grimme side. Det er min virkelighed. Bagsiden af medaljen om man vil.
Jeg har gennem de sidste 2 uger snakket med en journalist. En journalist der har formået at formidle mit tabu. Et tabu der er rigtig mange kvinder der går rundt med. Et tabu der skal brydes.
Jeg har en bøn til DIG:
Hjælp mig med at hjælpe andre.
Hjælp mig med at få sat fokus på det her.
Hjælp mig med af få ændret noget der er så forkert som det nærmest kan være.
Hør mit råb om hjælp, for jeg er langt fra den eneste der forgæves råber på hjælp.
Jeg famler i blinde, i håb om at der er nogen derude der har en højere stemme end jeg har, i håb om at jeg og andre kan få den hjælp vi
burde være berettiget til.
Hvad er mit tabu?
Hvad er min hemmelighed?
Fødselsdepression
Der var ordet. Ordet jeg har benægtet i SÅ lang tid. En sygdom, et stempel, en virkelighed jeg helst bare ville spole over. Desværre er det ikke en film.
En jounalist har taget min historie til sig og har formidlet den for mig.
På søndag d. 24. november 2013 vil min historie være trykt i JyllandsPosten.
På søndag starter en ny virkelighed for mig, jeg skal ikke gemme på min hemmelighed mere. Nogle husker måske mit indlæg tilbage i
juni måned sidste år - jeg var ved at eksplodere, men jeg bildte mig ind at det bare var en af de dage det var hårdt at være mor. Det var det også, men sandheden er, at jeg i en periode på halvandet år stort set har haft flere negative dage end positive dage.
Hvorfor træder jeg frem med min historie? Der er 2 grunde til det.
Den første og største grund er, at vores system er så forkert skruet sammen at jeg (og alle andre depressionsramte) ikke kan få den støtte der er brug for pga et såkaldt kvoteloft.
Psykologerne har et kvoteloft for hvor mange penge de må tjene på patienter med henvisningsdiagnosen "Angst og depression" - min psykolog nåede sin kvote ultimo september. Siden der har jeg ikke kunne få støtte til psykologbehandlinger. Hurra for et velfærdssamfund. Var jeg blevet "diagnostiseret" og havde fået hjælp i foråret, havde jeg kunne gennemføre min behandling inden loftet var nået. Det var jeg så bare ikke, så jeg kan genoptage min behandling til januar eller betale alt selv. Det har vi ikke råd til - og hvor blev vores velfærdssamfund af? Var jeg selvmordstruet, ville jeg høre til i en anden pulje og kunne også få hjælp nu - jeg vil ikke miste livet - jeg vil bare gerne hjælpes.
Den anden grund er, at jeg gerne vil sætte fokus på det her massive tabu der er. Jeg vil gerne bryde "stempelkande-idyllen" - det skal være lovligt at sige det hele er noget lort. Kort og godt.
På søndag kommer min artikel ud i det danske land.
Update: Som du kan læse her gik det ikke helt som forventet, og jeg har fået besked om, at artiklen vil komme i JyllandsPosten søndag d. 1. december 2013.
Jeg har lovet mig selv at være åben omkring det her nu. Jeg ved hvad blogland kan gøre, og jeg håber af hele mit hjerte at jer der sidder derude på den anden side, vil hjælpe mig i min kamp:
En kamp for mig selv, og en kamp for retten til behandling.
Bryd nu tabuet!
