lørdag den 19. april 2014

Verdens bedste citronmåne - opskrift

Idag har min far fødselsdag - kæmpe tillykke til ham!

Han har inviteret til brunch og det er efterhånden ved at være en tradition, at jeg bager en kage til ham. 
I år ønskede han sig dog en kage der ikke var kæmpe stor. Tænke tænke. 



Valget faldt derfor på Mette Blomsterbergs citronmåne. Den er virkelig god, ja faktisk den bedste jeg nogensinde har smagt. Jeg har tidligere bagt den til fx vores kagebuffétsfødselsdag forrige år - den er virkelig et hit. 

Jeg følger opskriften slavisk, eneste ændring er, at jeg har brugt 2 almindelige vaniljestænger istedet for 2 polynesiske vaniljestænger. Husk at brug økologiske citroner. Det er bare lidt mere lækkert når du også skal bruge skallen (!).

Til Mette Blomsterbergs citronmåne skal du bruge:


Dej A
1 polynesisk vaniljestang
125 g rørsukker
250 g stuetempereret smør
125 g flormelis
150 g stuetempererede hele æg
100 g stuetempererede æggeblommer
190 g hvedemel
65 g majsstivelse
Revet skal og saft af 1 vasket citron
Dej B
125 g ren rå marcipan
85 g sukker
50 g stuetempereret smør
75 g stuetempererede hele æg
Lidt neutral olie til at smøre springformen med
Citronglasur
Revet skal af 1 vasket citron
Saft af ½ citron
150 g flormelis
Evt. lidt vand

Rundt regnet svarer alle de forskellige gram æg til 12 alm størrelse æg inkl æggehvidespild (så er det lidt nemmere at købe ind til). 



Dej A
Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med lidt af rørsukkeret med kniven, så kornene skilles ad.
Rør det stuetempererede smør, rørsukker, flormelis samt vaniljesukker luftigt. Tilsæt æg og æggeblommer roligt og lidt ad gangen under omrøring. Stop, når massen er ensartet. Bland hvedemel og majsstivelse og sigt det ned i dejen. Vend det forsigtigt i sammen med revet citronskal og -saft.
Dej B
Ælt marcipanen og sukkeret sammen med hænderne. Ælt smørret i lidt ad gangen. Når alt smørret er æltet med, tilsættes æggene ligeledes lidt ad gangen.
Vend Dej A og Dej B sammen og fordel dejen i en smurt springform. Bag kagen i ovnen ved 190 grader i 35-40 minutter, til den er godt gylden og giver efter ved et let tryk. Afkøl citronkagen helt, inden den tages ud af formen (anvender du en silikoneform, bør kagen fryses ned, inden den tages ud af formen).
Citronglasur
Riv skallen af citronen og lad den revne citronskal lufttørre, indtil kagen skal glaseres med glasur.
Rør citronsaften, flormelissen og måske et par dråber vand sammen i en lille kasserolle. Lun glasuren en anelse og fordel den hurtigt på den afkølede citronmåne. Drys straks med den lufttørrede citronskal og pistacie.

Bon appetit :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Som et solstref på en regnvejrsdag kiggede du forbi...
Læg gerne en kommentar, så bliver jeg så glad :)