onsdag den 7. august 2013

Rombetæppet - uddybet opskrift

Jeg har lavet en lille uddybning af Pescno's opskrift, så alle kan være med.

Romber:
1. række: 2 lm
2. række: 1 fm i første lm, 1 lm til at vende på
3. række: 2 fm i m, 1 lm til at vende på
4. række: 1 fm, 2 fm i sidste m, 1 lm til at vende på
5. række: 1 fm i hver m, 2 fm i sidste m, 1 lm til at vende på
Gentag række 5 til den ønskede bredde. Jeg har hæklet til jeg havde 20 masker. Herefter gøres det omvendte, hvor de to sidste masker på hver række hækles sammen.

Uddybning:
1. række: Start med at lave 2 lm (luftmasker)
2. række: Hækl 1 fm (fastmaske) i den første lm du lavede (altså den der er længst væk fra din hæklenål). Lav en lm "til at vende på". 
Du har nu 1 reel fm (+ 1 lm til at vende på)
3. række: Hækl 2 fm i fm'en fra 2. række. Du hækler altså ikke i den lm du lige har lavet, men springer den over - derved bruger man den "til at vende på". Lav en lm "til at vende på".
Du har nu 2 reelle fm (+ 1 lm til at vende på)
4. række: Lav 1 fm i den første fm fra sidste række, og 2 fm i den sidste fm fra sidste række af + 1 lm "til at vende på".
Du har nu 3 reelle fm (+ 1 lm til at vende på)
5. række: Lav 1 fm i hver af de 2 første fm fra sidste række og herefter 2 fm i den sidste fm fra sidste række + 1 lm til at vende på.
Du har nu 4 reelle fm (+ 1 lm til at vende på).

Herefter fortsætter du efter samme princip. Du hækler altså altid 1 fm i hver fm, undtagen den sidste på hver række hvor du skal hækle 2 fm i den samme.
Når du er nået til 20 fm på en række, så skal du begynde at tage ind.
Når du tæller 20 fm på din række fortsætter du sådan:
Hækl 1 fm i de første 18 fm, hækl de to sidste fm sammen. Lav herefter 1 lm til "at vende på".
Du har nu 19 reelle fastmasker (+ 1 lm til at vende på)
Hækl 1 fm i de første 17 fm, hækl de sidste to fm sammen til én. Lav herefter 1 lm til "at vende på".

Forsæt til du ikke har flere fm og hæft enden.


 

Du finder en opskrift til de halve og kvarte romber her.

Er der noget der ikke giver mening? Så smid endelig en kommentar :)

søndag den 4. august 2013

And the winner is...



Fru Fischer :)
Der kommer et link til din blog når jeg er hjemme ved en computer igen ;)

Send mig en mail på jeans-finurligheder@hotmail.com med din adresse og om soveanden er til en heldig dreng eller pige - så vender jeg tilbage med lidt stofideer når vi er hjemme fra ferie...

^^Ferie, er også grunden til jeg helt har glemt at trække en vinder - jeg håber i overlever ;)

(Der trækkes en ny vinder, hvis jeg ikke hører fra vinderen indenfor de næste 7 dage)

Tak fordi i alle ville være med!
Jeg regner med der snart kommer en anden lækker give-away på bloggen. Jeg skal bare lige finde på hvad det skal være ;) Evt en lille krea-pakke?

mandag den 29. juli 2013

God røv og god weekend ;)

Et billede siger mere end 1000 ord...


Hold op hvor jeg elsker den lille gut <3

mandag den 22. juli 2013

Rombetæppet

Jeg må hellere komme med en lille update på rombetæppet.
Jeg blev engang i december vildt inspireret hos pescno - hun har lavet et sindsygt flot tæppe!
Hvor svært kan det være? ;) Haha, altså... Det er ikke fordi det er svært svært, men det tager laaaaang tid.
Jeg fik hæklet et par romber der skal vidst bruges omkring 170 romber i alt og så jeg kunne godt regne ud det ville tage lang tid. Min første idé var, hvis jeg nu baaare liiiige hæklede en rombe om dagen, evt to nogle dage, ja så ville jeg jo være færdig efter et halvt år.
Efter et halvt år var status omkring 8 romber.
Nu er det blevet mere et ferieprojekt. Det virker som om jeg får hæklet på det hver gang jeg besøger mine forældre i jylland i lidt længere tid af gangen. Men fair nok. Så længe det går fremad ;)

Rombe count down: 21 down, 149 to go

lørdag den 20. juli 2013

LCHF - Low Carb High Fat

Nogle af jer kender måske til LCHF konceptet der er hen i stil med paleo/stenalderkost. 

Efter at have læst lidt mere om det, er vi så småt startet op på det herhjemme. (De af jer der følger mig på Instagram har de seneste par dage kunne følge med i hvad vi har spist). 

Hvad er LCHF så?
LCHF står for "Low Carb High Fat". Altså en lav mængde kulhydrater og en høj mængde fedt. Er det så ikke bare en fede-kur? Nej, det er det ikke. 
Mange mennesker spiser idag omvendt, altså "High Carb Low Fat" eller "Low ven Low Fat". 

Ved LCHF er pointen egentlig at man fjerner fødevarer med meget sukker og stivelse. Ved af fjerne dette fjerner man automatisk en masse af de usunde kulhydrater. Det er her "Low Carb"-delen kommer ind. 
Så ud med brød, pasta, kartofler, ris, pommes frites, øl (pga malten og sukkeret = "flydende brød"), grød, sodavand, saftevand, slik, kager osv. 
Kroppen skal dog stadig have noget at forbrænde og det er her "High Fat"-delen kommer ind. Man spiser fedt - naturligt fedt. Dvs ikke smørbare blandingsprodukter som Kærgården,  majsolie, tidselolie, vinduekerneolie, solsikkeolie og margarine. Generelt kan man sige alt fedt der har været igennem en længere produktion for at blive den slags "fedt" det skulle blive. 
Derimod skruer man op for den animalske fedt (så spis bare fedtkanten på entrecoten), fede fisk, rigtig smør, fuldfed ost, fløde, kokosolie, fiskeolie, koldpresset olivenolie eller avokadoolie. 

Generelt kan man sige man spiser alt der er naturligt og så pimper det med noget der består af den naturlige fedt. 
Ens blodsukker bliver stabilt og man har ikke den store trang til en masse små måltider. Så morgen-middag-aften er de fleste dage fint for mig, også selvom jeg ikke er gået helt all in, endnu. 

Du skal altså ikke tælle og holde regnskab med noget, du skal kort og godt tænke fornuftigt. 

Lyder det spændende?

Jeg er startet med at skifte min morgenmad ud med en omelet der varieres lidt i fyld. 
Derefter er jeg begyndt at afprøve lidt opskrifter og spiser så vidt muligt rester til frokost. 

Her er lidt af vores aftensmadsmåltider de sidste par dage. 

Grillkylling med bønnefritter og en blomkålsrissalat (blomkål, radiser, tomat, gulerod) og en urte-oliedressing. 

Flæskesværspaneret kyllingeinderlår med bønnefritter (og alm fritter til drengene) og en ærtedip med citron ved siden af. 

Hønsesalat med hvidløgs-oopsies ("brød" uden mel) og en vandmelonsalat med feta. 

Nammenam siger jeg bare!

Jeg regner med at LCHF vil være et emne jeg vil opdatere om løbende som vi kommer mere og mere igang med det. 

tirsdag den 16. juli 2013

Børn og sukker

Nu tænker i sikkert allerede "åh nej", så kører møllen igen...

Jeg oplever oftere og oftere folk blive forarget over at Marvin ikke får sukker. Marvin er nu 16 måneder. 

Jeg har taget et valg (sammen med min bedre halvdel) om, at Marvin ikke skal have sukker. Jeg siger ikke det er forevigt, men så længe drengen ikke kan sige han gerne vil have det, andet end "A A A Ah!" - ja så får han det altså ikke. 
I min verden er der ALTID et alternativ. 

Misforstå mig ikke. Jeg får (undskyld mit franske) ikke ondt i røven over, hvis du giver dit barn sukker. Du er ikke en dårligere mor i min verden. Men misforstå mig heller ikke og døm mig ikke for at være en dårligere mor end dig, fordi min dreng ikke får sukker. 
Jeg hader at det implicit ligger i forståelsen at gør man det ene, er man imod "de andre". 
Ligesom alt andet her i verden skal vi (gudskelov) ikke være enig om alt. Så længe vi kan være enige om at være uenige, så burde det fungerer. 

Må Marvin smage noget sodavand? 
Må Marvin få en is?
Må Marvin smage det her chokolade?
Skal Marvin ikke have et stykke kage?

Det er ikke hans behov at få det, og det er ikke mit behov at give ham det. Det er vores valg. 

Lad dog barnet smage... Ja, når han er så gammel han selv kan sige han vil have det. 

Vi spiser ikke is foran hovedet på Marvin. Spiser vi en is er det når han er gået i seng eller sover lur. Ergo, ikke noget han ser. 

Hvor gammel var dit barn da han/hun fil sukker og har i en "sukkerpolitik"? 
Er der andre der føler sig "dømt" over deres valg?

Marvin har idag fået sin første "is". Vandmelon på en pind, der har været i fryseren. Det var et hit!


God sommer derude ;)


lørdag den 13. juli 2013

DIY - Do It Yourself

Jeg har prøvet at samle et par DIY under punktet DIY - jeg håber det kan give et nemmere overblik.
Er der noget du har set tidligere på bloggen (eller bare noget andet), som jeg evt. skal lave en DIY på, så smid gerne en kommentar under indlægget.

Du finder det hele HER (Eller under siden "DIY")