Træt med træt på

Kender i det når man bare er mere end træt; træt med træt på?

Jeg er en omvandrende zombie idag, og jeg aner vitterligt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Min mand arbejder natarbejde hver anden fredag, så han skulle arbejde natten til idag. 

Det er så samme nat hvor Marvin af en eller anden grund kun sammenlagt får sneget sig op på 4 1/2 times søvn og var klar til at stå op kl 6. 

Jer der er mødre, kender helt klart følelsen: Total udmattelse. 

Jeg var oppe (dvs prøvede at få ham til at sove) med Marvin fra kl 00.50-4.23. Efter der sov han max 45 min af gangen og man ligger jo altid liiiige og lytter og tænker "sover han? Vågner han om lidt igen?". Jeg HADER virkelig den følelse af at man LIGE er faldet i søvn og så er det "på den igen". 

Den første time han var vågen, prøvede jeg at holde gejsten oppe: "Okay, I can do this! Det skal nok gå, han sover nok snart igen". Men nej, det gjorde han ikke. 

Frustrationen stiger, både hos mor og barn. 

Jeg forstår hvorfor mangel på søvn er et torturredskab - jeg er så ødelagt. 

Det endte med jeg sad på en skide bObles figur ved siden af Marvins seng, med panden mod tremmerne og stortudede. Det skal man ikke gøre - for så begynder ungen også. Argh!

Da det "endelig" blev morgen, har jeg ikke hørt min mand kom hjem, at Marvin var vågen, at de to har spist morgenmad sammen, at Marvin har fået tøj på. 

Jeg var gået ud som et lys. 

Da jeg derefter fik hevet mig selv ud af sengen, var det på med tøjet og en taske over skulderen. Marvin og jeg skulle på tur - manden skulle sove. 

The joy of having a baby. 

The joy of only 55 square meters. 

^^ Lige i dét øjeblik hader jeg vores lejlighed. 

Jeg træt. 

Jeg er træt med træt på. 

Jeg er trættere end træt. 

Kl er 19.45 og Marvin har ikke overgivet sig, til trods for han kun har sovet 25 min hele dagen. 

Fik jeg sagt jeg er træt?