mandag den 18. november 2013

Min største hemmelighed, mit største tabu

Jeg har en bøn - en bøn til alle jer i blogland, en bøn som netop DU kan hjælpe mig med.
Det her er ikke en reklame for en eller anden give away du kan vinde, det her handler om at hjælpe andre, om at ændre systemet. Det er ikke en skræmmekampagne, det er virkeligheden. Det er virkelighedens grimme side. Det er min virkelighed. Bagsiden af medaljen om man vil.

Jeg har gennem de sidste 2 uger snakket med en journalist. En journalist der har formået at formidle mit tabu. Et tabu der er rigtig mange kvinder der går rundt med. Et tabu der skal brydes.

Jeg har en bøn til DIG:
Hjælp mig med at hjælpe andre. 
Hjælp mig med at få sat fokus på det her. 
Hjælp mig med af få ændret noget der er så forkert som det nærmest kan være. 



Hør mit råb om hjælp, for jeg er langt fra den eneste der forgæves råber på hjælp.
Jeg famler i blinde, i håb om at der er nogen derude der har en højere stemme end jeg har, i håb om at jeg og andre kan få den hjælp vi burde være berettiget til.

Hvad er mit tabu?
Hvad er min hemmelighed?

Fødselsdepression

Der var ordet. Ordet jeg har benægtet i SÅ lang tid. En sygdom, et stempel, en virkelighed jeg helst bare ville spole over. Desværre er det ikke en film.

En jounalist har taget min historie til sig og har formidlet den for mig. 
På søndag d. 24. november 2013 vil min historie være trykt i JyllandsPosten.
På søndag starter en ny virkelighed for mig, jeg skal ikke gemme på min hemmelighed mere. Nogle husker måske mit indlæg tilbage i juni måned sidste år - jeg var ved at eksplodere, men jeg bildte mig ind at det bare var en af de dage det var hårdt at være mor. Det var det også, men sandheden er, at jeg i en periode på halvandet år stort set har haft flere negative dage end positive dage.

Hvorfor træder jeg frem med min historie? Der er 2 grunde til det. 
Den første og største grund er, at vores system er så forkert skruet sammen at jeg (og alle andre depressionsramte) ikke kan få den støtte der er brug for pga et såkaldt kvoteloft. 
Psykologerne har et kvoteloft for hvor mange penge de må tjene på patienter med henvisningsdiagnosen "Angst og depression" - min psykolog nåede sin kvote ultimo september. Siden der har jeg ikke kunne få støtte til psykologbehandlinger. Hurra for et velfærdssamfund. Var jeg blevet "diagnostiseret" og havde fået hjælp i foråret, havde jeg kunne gennemføre min behandling inden loftet var nået. Det var jeg så bare ikke, så jeg kan genoptage min behandling til januar eller betale alt selv. Det har vi ikke råd til - og hvor blev vores velfærdssamfund af? Var jeg selvmordstruet, ville jeg høre til i en anden pulje og kunne også få hjælp nu - jeg vil ikke miste livet - jeg vil bare gerne hjælpes.
Den anden grund er, at jeg gerne vil sætte fokus på det her massive tabu der er. Jeg vil gerne bryde "stempelkande-idyllen" - det skal være lovligt at sige det hele er noget lort. Kort og godt.

På søndag kommer min artikel ud i det danske land.
Update: Som du kan læse her gik det ikke helt som forventet, og jeg har fået besked om, at artiklen vil komme i JyllandsPosten søndag d. 1. december 2013.
Jeg har lovet mig selv at være åben omkring det her nu. Jeg ved hvad blogland kan gøre, og jeg håber af hele mit hjerte at jer der sidder derude på den anden side, vil hjælpe mig i min kamp:
En kamp for mig selv, og en kamp for retten til behandling.

Bryd nu tabuet!



28 kommentarer:

  1. Kære Kære Jean

    Tillykke! Tillykke med at du tør sige det højt og netop være med til at vise at det kan ramme alle. Tænker at det ovenikøbet må være endnu værre med en fødselsdepression, fordi det at få et barn netop "burde" være forbundet med så meget glæde og kærlighed. Jeg har haft en "almindelige" depression, jeg var så heldig at det var mens jeg arbejdede, så jeg fik hjælp både fra mit arbejde og min fagforening. Jeg håber du får den hjælp du har brug for og at de gode dage bliver mange flere end de dårlige i fremtiden.
    KH Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Gitte. Din feedback betyder meget <3 Jeg håber jeg kan hjælpe med at sætte fokus på det her lort (undskyld mit franske), med målet at alle skal kunne modtage behandling ligemeget om de er syge om sommeren eller vinteren - for sådan er det desværre ikke nu.

      Slet
  2. godt du fik din historie ud og du er ikke alene slet ikke jeg fik tvillinger for 17 år siden og den ene havde kolik han ville ikke ammes men det ville den anden tvilling så gik det hele i fisk ... glæder mig til at læse din historie :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Helle. Det er rart at vide man ikke står alene. Eller man ved det jo egentlig godt, men det er rart at blive bekræftet i det.

      Slet
  3. Kære Jean
    Hvor er det mærkeligt at jeg netop er begyndt at følge dig, nu hvor du træder frem i kampen for at bryde tabuet! Jeg havde selv fødselsdepressioner med mine to store børn og har arbejdet rigtig meget med det. Gennem de sidste år har jeg endda været så heldig at kunne bruge en del af min arbejdstid på at give min viden og erfaring videre til andre kvinder i samme situation. Det er så sørgeligt at vi på de tolv år der er gået siden min første fødselsdepression er kommet så kort. Det er stadig lige tabuiseret at tale om moderskabets mørke sider, ja måske endda mere. Min største frygt den gang var at nogen skulle opdage hvor uduelig (læs almindelig) jeg var som mor og tage mit barn fra mig, og det er på mange måder det samme kvinderne jeg møder og taler med frygter.
    Det er så sejt at du står frem...
    Mange tanker <3 Signe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Signe!
      Jeg håber, håber, håber at det kan få det hele lidt mere frem i lyset, frem for at det skal være et emne der er puttet i et skab bag lås og slå.

      Slet
  4. Du er for sej.. !!!! Det var vidst den klare og korte version..

    Jeg har ikke selv oplevet det, men har det tæt på livet via familie og der har det desværre udviklet sig den helt forkerte vej, formentlig netop pga. den mangelfulde støtte fra vores velfærdssamfund. Så jeg synes du er sej at du tager bladet fra munden og gør noget i kampen..

    Stort knus herfra..

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Linda.
      Det er rart med støtte, for det er bestemt ikke en nem beslutning og det er noget jeg har tænkt over længe. For for mig er det jo ikke kun en artikel - men også at åbne en dør indtil mit liv for alle andre.

      Slet
  5. Hvor er det altså flot af dig at gå forrest og vise, at det findes, er men at man også kan komme (lidt) videre. Jeg er ked af, at du ikke føler, du har fået den hjælp, du har behøvet. Jeg håber dog alligevel, at du kan se at der er lys for enden er tunnellen.
    Vi holder ikke avisen, men jeg vil futte på biblioteket og læse din historie.
    Kæmpe stort knus!

    SvarSlet
  6. Hvor er du bare skøn, fantastisk og vidunderlig!!! Sender dig hermed den største virtuelle krammer man kan få. Flot og modigt at stå frem, håber virkelig at din historie kan være med til at ruske i systemet!
    Knus og kærlighed i din retning fra Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Susanne.
      Du er jo en inspiration i dig selv med dit krea-rum <3

      Slet
  7. hvor er det stort af dig at komme frem med det. den dybeste respekt for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Dina.
      Nu håber jeg blot det ikke er helt forgæves.

      Slet
  8. Hvor stort - og jeg er enig det skal frem, og ikke være tabu...

    Du stærke kvinde!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karen Elisabeth <3 Og tillykke med bettefisen!

      Slet
  9. Det, der ikke kan ses med det blotte øje, er tabu. Sådan er det ... og det er IKKE i orden.
    Tro mig, søde Jeanet, mange af os bærer på en lign. "hemmelighed", og flere, end du aner, kender til håbløsheden, når man får at vide, der er "5 mdr's ventetid til en forsamtale". Et brækket ben bliver klaret her-og-nu, mens det "usynlige" selvfølgelig kan vente ...! (NOT!)
    Det er rigtig flot, at du tager kampen op med tabuet, og jeg håber, jeg husker at købe avisen på søndag, for jeg vil mægtig gerne læse din historie.
    Ønsker dig alt godt og sender dig et *varmt knus*, alt imens jeg kigger hen på dine smukke juletræer med kartoffeltryk og neon!
    //Lisbet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbet :)
      Det er nemlig det synlige der bliver taget højde for og synes tit man kan blive mødt med et "så må man jo bare tage sig sammen" - men hvad hvis man nu har taget sig alt det sammen man kan?
      Er glad for at se juletræerne bringer lykke. Jeg har lavet nogle jeg har med på Roskilde Julemarked i næste weekend også og de skal helt sikkert også have en plads i vores hjem her i julen :)

      Slet
  10. Hej Jeanette. Jeg synes virkelig det er sejt og flot og ikke mindst modigt at stå frem. Dét tabu SKAL bare ikke være et tabu, og man burde få mere og bedre hjælp! Jeg ved på nærmeste hold, hvor meget det kan påvirke! Min svigermor havde en uopdaget fødselsdepression dengang i 70'erne med min mand, og de kæmper med et MEGET dårlig forhold pga den manglende tilknytning som spæd.. Håber det bedste for dig og sender en masse knus og kram. kh Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan desværre påvirke rigtig meget og jeg synes alle skal have ret til lige behandling. Det er som om man først rigtig forstår vigtigheden af det når man selv har eller kender nogen der har haft det inde på livet.

      Slet
  11. Har sagt det før men siger det gerne hundrede gange mere. Du er sej!

    SvarSlet
  12. Hatten af for dig, hvor er det flot, at du melder ud .. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Alice. Det er rigtig hårdt, men jeg håber der er det værd i den sidste ende.

      Slet
  13. Flot flot af dig at stå frem og fortælle din historie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Majbrit.
      Jeg håber at min historie kan sætte en ekstra kant på det, istedet for bare nogle "kolde" facts.

      Slet
  14. Flot at du står frem og fortæller din historie. Jeg har selv været der. Depression var "dommen" og jeg gik hjemme i et år. Jeg blev overrasket over hvor tabu dette emne egentlig var og samtidig hvor stor en folkesygdom det egentlig er. Jeg fik heldigvis hjælp gennem min læge. Først psykolog som slet ikke fungerede. Men så blev jeg tilknyttet et psykriatisk akutteam. Der foregår behandlingen i hjemmet og selvom det var med en begrænset periode fik jeg uden problemer det forlænget. Men tror ikke jeg havde klaret det hvis ikke det havde været for min læge og min familie.
    Du skal være stolt af dig selv og håber du snart får noget hjælp i det her velfærdssamfund....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Din besked betyder mere end du tror. Det er rart at vide man ikke står alene og at andre er kommet ud på den anden side af det her!

      Slet
  15. Hvor er du sej at du melder så åbent ud - sådan noget er ikke let at dele med hele verden men jeg tror på at det er vejen frem. Det er underligt at det er så tabubelagt stadig, men "vi" har åbenbart nemmere ved at forholde os til et brækket ben end et sind, der er ude af kurs. Jeg håber du snart får det bedre.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet

Som et solstref på en regnvejrsdag kiggede du forbi...
Læg gerne en kommentar, så bliver jeg så glad :)