Tak

Tak er et kort ord - 3 bogstaver - men TAK for alt jeres feedback på mit forrige indlæg. Jeg er overvældet og på samme tid er det nogle rigtig svære dage lige nu. Jeg hænger i. Jeg kæmper.

Tak!

^^ Ovenstående skrev jeg for snart 3 dage siden, det blev ikke postet, for det blev aldrig færdigt. Det hele har stået lidt i stampe siden sidste indlæg.
Det er som om jeg har gået rundt langs kanten af det her kæmpe store hul det sidste stykke tid, jeg har følt mig ovenpå - ellers ville jeg jo heller aldrig nogensinde have stillet op til en landsdækkende artikel. Jeg var oppe af mit hul, hvert fald nogenlunde. Gad vide om jeg trådte forkert? Og hvor trådte jeg forkert? Lige nu befinder jeg mig hvert fald ret langt nede i det og kan ikke finde vejen op. Jeg famler i blinde, her er mørkt.
Jeg er blevet tvunget til at læse min egen historie og se sandheden i øjnene, måske det er det der rammer så hårdt lige nu. De sidste par dage har været de værste i lang tid. Det er ikke som jeg havde "regnet" med. Jeg havde håbet at denne artikel ville få mig mere ovenpå - at den ville sige det hele var okay. Artiklen er okay og jeg er meget spændt på imorgen hvor jeg endnu engang skal læse den - denne gang er det bare ikke kun mig der kan læse den, men også alle andre.
Er jeg okay? Ikke lige nu...

Det er som om jeg står på den ene side af en kæmpe mur, og egentlig bare gerne vil stå på den modsatte side. Det at jeg ved, at artiklen "kommer frem" imorgen gør (måske) vejen lidt nemmere for mig.

Det er måske volapyk, men det er volapyk jeg har tænkt over i 3 dage...

Hjælp mig med at bryde tabuet... Hjælp mig med at sætte fokus på den her tilstand der er så tabubelagt, både at snakke om og stå i.

Du kan læse min historie (eller hvert fald en god del af den) - og ikke mindst den situation jeg står i lige nu - imorgen søndag i JyllandsPosten.