Tak

Tak er et kort ord - 3 bogstaver - men TAK for alt jeres feedback på mit forrige indlæg. Jeg er overvældet og på samme tid er det nogle rigtig svære dage lige nu. Jeg hænger i. Jeg kæmper.

Tak!

^^ Ovenstående skrev jeg for snart 3 dage siden, det blev ikke postet, for det blev aldrig færdigt. Det hele har stået lidt i stampe siden sidste indlæg.
Det er som om jeg har gået rundt langs kanten af det her kæmpe store hul det sidste stykke tid, jeg har følt mig ovenpå - ellers ville jeg jo heller aldrig nogensinde have stillet op til en landsdækkende artikel. Jeg var oppe af mit hul, hvert fald nogenlunde. Gad vide om jeg trådte forkert? Og hvor trådte jeg forkert? Lige nu befinder jeg mig hvert fald ret langt nede i det og kan ikke finde vejen op. Jeg famler i blinde, her er mørkt.
Jeg er blevet tvunget til at læse min egen historie og se sandheden i øjnene, måske det er det der rammer så hårdt lige nu. De sidste par dage har været de værste i lang tid. Det er ikke som jeg havde "regnet" med. Jeg havde håbet at denne artikel ville få mig mere ovenpå - at den ville sige det hele var okay. Artiklen er okay og jeg er meget spændt på imorgen hvor jeg endnu engang skal læse den - denne gang er det bare ikke kun mig der kan læse den, men også alle andre.
Er jeg okay? Ikke lige nu...

Det er som om jeg står på den ene side af en kæmpe mur, og egentlig bare gerne vil stå på den modsatte side. Det at jeg ved, at artiklen "kommer frem" imorgen gør (måske) vejen lidt nemmere for mig.

Det er måske volapyk, men det er volapyk jeg har tænkt over i 3 dage...

Hjælp mig med at bryde tabuet... Hjælp mig med at sætte fokus på den her tilstand der er så tabubelagt, både at snakke om og stå i.

Du kan læse min historie (eller hvert fald en god del af den) - og ikke mindst den situation jeg står i lige nu - imorgen søndag i JyllandsPosten.

Min største hemmelighed, mit største tabu

Jeg har en bøn - en bøn til alle jer i blogland, en bøn som netop DU kan hjælpe mig med.
Det her er ikke en reklame for en eller anden give away du kan vinde, det her handler om at hjælpe andre, om at ændre systemet. Det er ikke en skræmmekampagne, det er virkeligheden. Det er virkelighedens grimme side. Det er min virkelighed. Bagsiden af medaljen om man vil.

Jeg har gennem de sidste 2 uger snakket med en journalist. En journalist der har formået at formidle mit tabu. Et tabu der er rigtig mange kvinder der går rundt med. Et tabu der skal brydes.

Jeg har en bøn til DIG:

Hjælp mig med at hjælpe andre. 

Hjælp mig med at få sat fokus på det her. 

Hjælp mig med af få ændret noget der er så forkert som det nærmest kan være. 

Hør mit råb om hjælp, for jeg er langt fra den eneste der forgæves råber på hjælp.
Jeg famler i blinde, i håb om at der er nogen derude der har en højere stemme end jeg har, i håb om at jeg og andre kan få den hjælp vi burde være berettiget til.

Hvad er mit tabu?
Hvad er min hemmelighed?

Fødselsdepression

Der var ordet. Ordet jeg har benægtet i SÅ lang tid. En sygdom, et stempel, en virkelighed jeg helst bare ville spole over. Desværre er det ikke en film.

En jounalist har taget min historie til sig og har formidlet den for mig. 

På søndag d. 24. november 2013 vil min historie være trykt i JyllandsPosten.

På søndag starter en ny virkelighed for mig, jeg skal ikke gemme på min hemmelighed mere. Nogle husker måske mit indlæg tilbage i juni måned sidste år - jeg var ved at eksplodere, men jeg bildte mig ind at det bare var en af de dage det var hårdt at være mor. Det var det også, men sandheden er, at jeg i en periode på halvandet år stort set har haft flere negative dage end positive dage.

Hvorfor træder jeg frem med min historie? Der er 2 grunde til det. 

Den første og største grund er, at vores system er så forkert skruet sammen at jeg (og alle andre depressionsramte) ikke kan få den støtte der er brug for pga et såkaldt kvoteloft. 

Psykologerne har et kvoteloft for hvor mange penge de må tjene på patienter med henvisningsdiagnosen "Angst og depression" - min psykolog nåede sin kvote ultimo september. Siden der har jeg ikke kunne få støtte til psykologbehandlinger. Hurra for et velfærdssamfund. Var jeg blevet "diagnostiseret" og havde fået hjælp i foråret, havde jeg kunne gennemføre min behandling inden loftet var nået. Det var jeg så bare ikke, så jeg kan genoptage min behandling til januar eller betale alt selv. Det har vi ikke råd til - og hvor blev vores velfærdssamfund af? Var jeg selvmordstruet, ville jeg høre til i en anden pulje og kunne også få hjælp nu - jeg vil ikke miste livet - jeg vil bare gerne hjælpes.

Den anden grund er, at jeg gerne vil sætte fokus på det her massive tabu der er. Jeg vil gerne bryde "stempelkande-idyllen" - det skal være lovligt at sige det hele er noget lort. Kort og godt.

På søndag kommer min artikel ud i det danske land.
Update: Som du kan læse her gik det ikke helt som forventet, og jeg har fået besked om, at artiklen vil komme i JyllandsPosten søndag d. 1. december 2013.

Jeg har lovet mig selv at være åben omkring det her nu. Jeg ved hvad blogland kan gøre, og jeg håber af hele mit hjerte at jer der sidder derude på den anden side, vil hjælpe mig i min kamp:

En kamp for mig selv, og en kamp for retten til behandling.

Bryd nu tabuet!

Velkommen til det virkelige liv

Sådan følte jeg det imorges da uret ringede kl 6.00. Efter en uges ferie startede det "virkelige liv" op - velkommen i 10 ugers praktik.

Det bliver fedt! Og flere udfordringer at junglerer med når både mor og far er studerende. 

Jeg er kommet i praktik på Glostrup hospital og skal primært have med akutte apopleksi patienter (blodprop i hjernen) samt apopleksi rehabiliteringspatienter. Uden tvivl MEGA spændende, men også lidt af en mundfuld. 

Jeg føler mig klar og første dag gik rigtig godt. En masse intro bombarderet i hovedet på en, men også en masse åbne mennesker der tog imod os alle. 

Efter næste eksamen kan jeg kalde mig klinisk fysioterapeut og mangler herefter kun 6 måneder før jeg kan kalde mig professionsbachelor i fysioterapi. 

Hvor fedt er det ikke lige?!

Virtuelt rod

Jeg beklager rodet ;) Jeg leger lidt med et nyt design til bloggen - inspireret af søde frk Fingernem :)
Marvin er syg med halsbetændelse og er bare rigtig skidt. Det betyder han også sover lur inden for, og moren skal være stille imens. What to do? ...Bloggen står for skud.

Jeg har prøvet at lave nogle ikoner i sidebaren for at lette både at følge mig via bloglovin, sige hej på Instagram eller sende mig en mail hvis nogen skulle have lyst til det. Læg endelig lidt feedback hvis du har ris eller ros....

Jeg mangler at få lavet en rigtig fin header. Jeg har designet på papir, men jeg kan bare ikke få det til at fungerer når jeg leger med det. Hvis der sidder en derude der er god til sådan noget, så hører jeg gerne fra dig. Vi kunne evt lave en byttehandel af en art?

Jeg regner med snart at præsenterer et lille smugkig på nogle af de sager jeg vil have med på Roskilde Julemarked i weekenden den 30. november - 1. december fra 10.00-17.00 begge dage.

Indtil da kan i sende god-bedring tanker til den her gut:

Kom og kig, kom og kig...!

Det bliver super fedt!
Jeg er gået sammen med 3 andre skønne tøser. Nemlig: Maria (Slinkys Skaberier), Henriette (Dottie) og Anne-Sofie (Fingernem) om at have en stor stand på Roskilde Julemarked! Det bliver ikke mindre end AWESOME!

Det foregår på Musicon i Roskilde den 30. november og 1. december fra kl. 10.00-17.00 begge dage. Vi vil blive super glad hvis lige præcis DU kigger forbi - og giv dig endelig til kende, selvom vi bare er nogle skøre tøser fra blogland.

Vi syr på livet løs og finder på hyggelige og ikke mindst unikke ting der skal med på markedet. Og hvorfor gør vi det så? Fordi vi kan! Og fordi vi alle nyder de kreative sysler og elsker at udtrykke os gennem kreativitet.

Jeg har allerede flashet lidt af mit udvalg her - der er en god blanding af Mumi rangler, cowboydukkepuder, babysengetøj, junior sengetøj og ikke mindst JeansJeans puder.

Idag har jeg leget lidt med tryk og tror helt sikkert det er noget jeg skal arbejde videre med:

(Og ja, jeg ved godt jeg har glemt at trykke den ene hånd - men dette var bare en prøve).

Hvis nogle af jer er på Instagram kan i følge vores små sneakpeeks med hashtagget #fsdjjulemarked (Pssst har du svært ved at huske bogstaverækkefølgen? For Søren Det' Jul Julemarked ;) Eller bare for bogstavet i hver af vores blogge. You decide...)

Husk:

Creativity is intelligence having fun 

Krea i lange baner

Jeg arbejder på noget, og jeg kan love jer for at det bliver godt! 

Indtil videre er der en posefuld:

Er du blevet nysgerrig?

Fortsættelse følger....

Om at være studerende mor

I did it! Jeg blev færdig med den (skide) eksamensopgave, nu er det bare at vente....

Der har været lidt (for) stille på bloggen den sidste uges tid, men jeg har siddet dybt begravet i eksamensopgave. Det er den sidste eksamen jeg har på skolen - snart hedder det praktik, så bachelor og ja, så venter den "virkelige verden". 

Min sidste eksamen var ude i praktikken, Marvin skulle køres ind i vuggestue, han havde mellemørebetændelse og det var slet ikke sådan jeg havde regnet med det skulle være op til en eksamen. 

Denne gang er det gået anderledes. Det er stort set gået lige som jeg havde tænkt mig. 

Marvin har været i vuggestue, manden har været på sit studie/i labratoriet og jeg har kunne fokusere 100 % på min opgave. 

Denne gang har vi forventningsafstemt. 

Vi er to studerende herhjemme - og hvem har "mest ret" til at læse/skrive og hvem skal agere "aktiv forældre"?

I denne uge har jeg været studerende mor - med stort "studerende".

Jonas har ageret den "aktive forældre" mens jeg har siddet med hovedet i computeren, siddet på biblioteket fra morgen til aften og igen siddet med hovedet i computeren når jeg kom hjem efter de havde spist aftensmad. 

Det har været en hård uge! Men fuck det (nu kommer ego-trippet):

JEG HAR DÆLME VÆRET SEJ!

... Min mand har været sej og Marvin har været sej!

Det er svært at få skabt en harmoni mellem titlen "studerende" og titlen "mor" i en eksamensperiode. Herhjemme har vi fundet ud af at det er nødvendigt at tilsidestille "mor" (eller "far") titlen for at komme i mål. Det gør mig ikke til en dårligere forældre, men det er et kompromis for at komme i mål med ens drømme. Det er midlertidigt og derfor er det okay. 

Denne eksamen har trukket tænder ud. Jeg har aldrig oplevet en så omfattende skriftlig eksamen med så stort et tidspres. Den generelle stemning i min klasse var "Fuck!".

 Ukendt case, 4 døgn til at løse opgaven med et omfang på 24.000 tegn (12 normalsider). 

I den sidste ende nåede jeg det og opgaven er nu afleveret. Det er en skøn følelse!

Man kan hvad man vil! Jeg vil være en god rollemodel for min søn og have min uddannelse. Det samme vil Marvins far. 

We can do this!