Om at huske sig selv

Nogle gange glemmer jeg mig selv i alt det her hurlumhej.

Altså jeg er jo tilstede, men det er bare ikke rigtig som om at den Jeanette jeg var engang er tilstedet. Det er som om overskudskampen er i fokus og derfor glemmer jeg mig selv. Jeg kan bruge en hel dag på at spekulere og lige pludselig er der gået flere timer - men hvad har JEG lavet?

Jeg har snakket med min psykolog omkring mindfullness, omkring det at være til stede i det øjeblik man befinder sig i. Om at være til stede omkring den givne ting man er igang med. 

Jeg har VIRKELIG svært ved at koncentrere mig. Selvom det mest simple for alle mennesker, uanset hvem man er, burde være at foretage sig én ting af gangen - det er virkelig svært?

Du kender det måske fra dagligdagen. Du skal hente et glas vand i køkkenet, men på vejen ser du lige en tallerken der skal med ud i køkkenet til opvask. Og ved opvasken stod der jo lige er glas du lige så godt kunne vaske op. Og så er det ene glas vasket op, så tager man lige resten. Viskestykkerne skulle vidst også vaskes? Og brødristeren, den kan jo godt komme på plads nu. Nej vent jeg må hellere lige finde rene viskestykker først og en klud selvfølgelig. Nu kommer brødristeren på plads, og så kan bordet blive tørret af. Nu har jeg vidst fortjent lige at sidde ned 5 minutter. Og her sidder jeg så - jeg er da egentlig tørstig. Nå ja, det var et glas vand jeg skulle hente. 

Det er virkelig mig i en nøddeskal. Jeg har så svært ved at gøre kun en ting af gangen. Men idag gjorde jeg noget for mig. 

Jeg tog på en lille tur, gik ind i en butik og købte en gave bare til mig. Og bare fordi... Fordi alle ret til en gave. 

Ekspedienten spurgte om det var til en gave, "ja". 

Jeg har pakket en gave op idag. Den var til mig... Fra mig...

Til Jeanette fra Jeanette og jeg følte glæde. 

Et fin Mumi glas til 70 kr. Det vælter ikke budgettet. 

Tillykke med min ikke-fødselsdag. 

"Så slet, slet ikke tillykke, til mig til dig, til mig til dig" - hvis du har set Alice i Eventyrland trækker du nok på smilebåndet nu. Hvis ikke du har set Alice i Eventyrland, så giver det ikke mening. 

Husker du dig selv? Og hvornår husker du bedst dig selv?

Bliver man lykkelig af lykkepiller?

"Hvis du tager lykkepiller, så bliver du lykkelig"

"Det er ærgerligt flok ikke kan være lykkelige uden lykkepiller"

"Jeg valgte at tage kampen op selv uden medicin"

"Lad nu bare være med at tage de skide piller"

Dette er nogle fordomme der for alvor hoppede frem da jeg for nyligt læste et opslag på Facebook fra B. S Christiansen i forbindelse med hans nye program "BS og recepten på lykke". 

De er alle kommentarer til dette oplæg og jeg væmmes. Jeg vil på forhånd gerne give udtryk for at jeg på igen måde anfægter BS og hans program - men blot den "forståelse" der er opstået i samfundet omkring "lykkepiller". 

Lykkepiller er et medieopfundet ord. Og nej man bliver ikke lykkelig af lykkepiller. Surprise!

Men hvorfor skal jeg (ja nu bliver det personligt) føle mig forkert hver gang, tydeligvis, uforstående mennesker giver udtryk for et: "så tag dig dog sammen"?

Hvorfor skal jeg føle mig forkert når jeg pt lever et liv med antidepressiver (de såkaldte lykkepiller), og stadigvæk har dårlige dage?

Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke er i stand til at gennemføre min uddannelse lige nu pga min psykiske tilstand?

Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke bare "kan tage mig sammen"?

Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke "bare" tog kampen uden antidepressiver?

Det er er KÆMPE tabu - og jeg tror virkelig det er de færreste folk, som ikke selv har haft en depression, der kan se det. 

Her er min vinkel:

Jeg HAR prøvet. Rent faktisk har jeg prøvet så meget at jeg endte med at gå helt, helt ned med flaget. 

Jeg HAR prøvet "bare" at tage kampen uden antidepressiver - men den kamp virkede tydeligvis ikke, eftersom hullet blev større og større og mere og mere uoverskueligt. Og vi snakker ikke en periode på en uge. Vi snakker en periode på flere måneder - rent faktisk et år. 

Jeg HAR prøvet at tage mig sammen - faktisk gør jeg det hver dag. Hver dag jeg kommer ud af sengen, har jeg taget mig sammen. Alt andet er bare en bonus der giver selvtillid og håb for at det hele nok skal gå. 

Antidepressiver HAR hjulpet mig - eller måske har jeg bare taget mig sammen (ironi) - jeg græder ikke hver dag mere? Jeg græder ikke flere gange om dagen mere. Faktisk kan der gå en uge mellem, og nogle gange mere. 

Og nej, jeg er ikke en freak der ikke kan finde ud af noget som helst. 

Jeg har altid været en pige med ambitioner og en vilje til at komme frem. Jeg har altid klaret mig godt og vidst hvad jeg ville opnå i livet. 

Lige nu er det sat på pause og jeg prøver at finde min personlige hylde igen. 

En hylde hvor der er plads til at være sårbar, elsket, mor, kone, veninde og Jeanette. 

Jeg kunne være dig...

En kvinde med fødselsdepression. 

Neon love - hvem der bare havde en pige

Efter kjolesyningen blev jeg simpelthen nødt til at sy nogle pigebukser. 

Jeg er faldet over den virkelig fine neonpinke rib hos stofdepotet og jeg elsker den virkelig. 

Resultatet blev disse bukser:

What's not to love?

Disse bukser kan også syes på bestilling - send bare en mail til kontakt@jeansjeans.dk :)

Hækle- og strikkecafé

Wauw, sikke en skøn aften. Farmorfabrikken havde arrangeret hækle- og strikkecafé hos Uldstedet inde ved Nørreport st (dejlig centralt og nemt at komme til).

Jeg mødtes i Torvehallerne med skønne Anne-Sofie og fik chancen for at møde Simone også. De er begge to nogle skønne piger - og jeg er ret så sikker på det ikke er sidste gang vi ses. 

Vi spiste en sandwich og fik lige vendt lidt af verdens situationen inden vi skulle videre. 

Sikke en herlig hækle- og strikkecafé! Et vrimmel af hækle- og strikkeglade mennesker. Vi var vidst omkring 25. 

Omgivelserne var perfekte i Uldstedets butik hvor vi var omgivet af garn og masser af inspiration. 

Rice havde været så flink af sponsorere service og en lille give away. 

I min ende af det ene bord sad vi Susan (Annas mor blogger), Astrid (Rock'n'roll hausfrau), Simone (Tykt og tyndt), mig selv og Anne-Sofie (Fingernem). 

Der blev strikket på en pude, strikket ponchoer, hæklet My Little Pony's og strikket Harry Potter luffer. 

// 1: My Little Pony. Den turkise har jeg hæklet og den lyserøde har Anne-Sofie (Fingernem) hæklet // 2: Uldstedet - et mekka af garn i alle afskygninger // 3: Astrid (Rock'n'roll hausfrau)'s mega seje Harry Potter luffer (oversiden) // 4: Astrid (Rock'n'roll hausfrau)'s mega seje Harry Potter luffer (undersiden) med trylleremser //

En skøn, skøn aften og jeg er helt klart klar en anden god gang! 

Se min kjole...

Jeg har syet mig den første kjole nogensinde...

Mønsteret sagde "easy" - øh, nej?!

Det hele startede godt, mønsterdelene passede og de første par syninger gik som smurt. 

Men hvad var nu det? Men kjole med foer uden ærmer - ja det er da vidst noget fanden har skabt? Og efter det var det som om det vare ingen ende ville tage. Jeg fattede absolut ingenting af at sy bunden sammen - jeg prøvede MANGE gange og endte med at klippe bunden af kjolen 2 gange. 

Til sidst lykkedes det! Jeg blev sådan helt fanden i voldsk, det skulle gøre som jeg ville have det! Basta! Og det var ikke til diskussion. 

Resultatet af dagens anstrengelser (og banden og svovlen):

Lidt af processen:

Ved første billede er jeg virkelig motiveret og tænker "piece of cake". 

Ved andet billede slår det mig at det ikke bare lige er sådan at sy en ærmeløs kjole med foer. 

Ved 3 billede har jeg for alvor fucket kjolen helt op. Det er hverken hoved eller hale eller for den sags skyld et hul til kroppen. 

Ved 4 billede er mængden af banden og svovlen på sit højeste. Skulle jeg selv gætte hvad det blev syet ville jeg gætte på en blanding mellem en karklud og en snoet nederdel? 

... Men det lykkedes. 

Og jeg skal sy nogle flere! Det kan vel ikke være lige så svært næste gang?

En produktiv søndag

Der har været stille på bloggen - vi har været ramt af sygdom.

Mandag morgen blev M ringet hjem fra vuggestuen. Han havde høj feber, og sådan er det ellers fortsat hele ugen (!). Et styks pyllerdreng (og en far der var væk på konference mandag-tirsdag) - some one shoot me? Ej, vi kom igennem det, men feberen blev bare ved og ved og ved. Og så startede hosten, som også blev ved og ved (og stadig er der). Jeg har måtte aflyse alle planer i denne uge. Bla min psykologaftale, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt, især fordi jeg nok lige præcis havde ekstra brug for den snak oven på en uge med en morpylret dreng. 

I dag havde jeg nået min kvote af hvor meget pyller mit hovede kunne rumme på een uge. Jeg sendte M og farmand afsted på en tur - så jeg kunne få ro. 

Jeg valgte at koble 100% fra foran symaskinen og overlockeren. 

Faktisk har jeg fået mig en "ny" overlocker. Det er virkelig retro love så det batter. Hvad siger i så?

En go' gammel Bernina - efter hvad jeg har hørt, går man ikke galt i byen med dem - og indtil videre kan jeg kun være enig!

Det blev til 8 par bukser. 6 af dem skal videre som Rasmus Klump fastelavnstøj (send mig en mail hvis du også er interesseret i et par - de laves i str 1, 2 og 3 år). 

De sidste to par er freestylet mere eller mindre. De grå er alt for store men de grønne med dyrene sidder perfekt. Yay!

Og så gik den søndag vidst også...

Kreativ medicin

Det hjælper at være kreativ - det giver mig et pusterum. 

Jeg fandt igår mønsteret frem til et par Chris bukser. Jeg har haft det liggende meget længe, men da der kom en lækker pakke fra stofdepotet ind af døren, så kunne jeg ikke lade mønsteret ligge længere. 

Da jeg foldede mønsteret ud og skulle tegne det af slog virkeligheden mig lige i hovedet. Jeg kunne slet ikke overskue alle strengene og var meget tæt på at pakke det sammen igen. 

Jeg har ikke før haft det "problem" men det må være en bivirkning til hvordan jeg har det lige nu. 

Det var en stor sejr for mig at få tegnet mønsteret over - det tog også halvanden time. 

Min overlocker døde undervejs i syprocessen, jeg kunne ikke få knaphulsfunktionen til at virke på symaskinen og jeg fik syet ribben forkert på det ene ben første gang. 

Selvom det færdige resultat ikke er pænt på indersiden, så er jeg faktisk godt tilfreds taget alt i betragtning. 

Det er mit første "kast mig selv ud på dybt vand"-projekt jeg har lavet længe. 

Marvin gik stolt rundt med bukserne mens han sagde "Fotte båsser, fotte båsser" og ville slet ikke have dem af igen. 

Jeg gjorde det! Og gæt hvad? Jeg føler rent faktisk glæde. 

Idag fik jeg lavet endnu et par dog ændrede jeg designet undervejs. 

Jeg tror jeg skifter sløjfen ud en anden dag. Synes de blev lidt tøset med dem. Måske en lille stjerne istedet for?