fredag den 4. april 2014

Den usynlige sygdom - "hjælpsomme råd"

Psykisk sygdom er ikke en håndgribelig størrelse, det er ikke en diagnose der giver mening for det blotte øje. Hvor er gipsen? Hvorfor halter du ikke? Du ser også lidt bleg ud, har du feber?
- Nej.

Jeg har flere gange i mit efterhånden 2 årige bekendtskab med depressionen, fødselsdepressionen, tænkt flere tanker end mit hovede kan rumme, og gang på gang tænkt: "De kommer aldrig til at forstå mig". Med de mener jeg alle dem der ikke har prøvet at kæmpe med de her tanker. Det bliver hurtigt "dem" og "os". Det gør det i og for sig også når man er fysisk syg, de er der "ham der halter" og "hende den raske der løber afsted". Øst og vest. Nord og Syd. De syge og de raske. Dem man kan se fejler noget og dem man kan se der hvert fald ikke fejler noget.
Men hvad så når man står i midten?
Gennem de sidste par uger, hvor Marvin har haft gips på det brækkede ben, er det blevet endnu mere tydeligt for mig. Hvis du mødte os ville du se benet og straks spørge hvad der var sket og hvor længe gipsen skulle være på - ville du tro jeg fejlede noget? Den usynlige sygdom, men ikke mindre aktuel af den grund.

Jeg stiftede forleden dag bekendtskab med denne comic:
Det er en canadisk tegneserieforfatter der går under aliasset Robot Hugs der har tegnet striben. Hun bruger sit alias som en facade. Hun rammer plet - set her fra "min side" af sagen. 
Endnu en ting der er så forkert som det overhovedet kan være er, at hun ikke tør stå frem med sit rigtige navn eller komme nærmere ind på hvem hun er - hun modtager simpelthen for mange trusler på sin blog, og er bange for at der er nogle der kunne finde på at skade hende. Hun skriver endvidere, at hun er bange for at fortælle sit arbejde om sin sygdom, simpelthen af frygt for at blive fyret. 
Igen: En fysisk sygdom kan oftest ses, og det er noget man kan tage at føle på, mens den psykiske sygdom er usynlig.

Jeg synes det er så fedt hun sætter fokus på det at der rent faktisk er mange folk der har en sygdom, en sygdom der ikke kan ses, en sygdom som ikke kureres ved at man bare tager sig sammen. En psykisk sygdom. Det er ikke sygdom der er selvvalgt, og ikke en sygdom man selv bestemmer hvornår den kommer og går - og det er heller ikke en sygdom man kan sige: "8 uger i gips, og så 4 ugers genoptræning, så burde du være tip top frisk igen". Selvom det virkelig ville være rart.

Den anden ting der virkelig har sat tankerne igang hos mig er, hvor går grænsen? Hvornår bliver det FOR personligt? Især her i blog-land er det en interessant stilling, som vi alle, hver og en er tvunget til at tænke over på et eller andet punkt. Imorgen deltager jeg i et anderledes blogtræf på Dankbar, en skole for sårbare og psykisk skrøbelige unge, hvor der netop vil være lidt fokus på det med at bruge sin blog og hvor grænsen går mellem at være personlig og være privat. Det har sat tankerne igang.

Mandag den 18. november 2013 valgte jeg at blotlægge en virkelig stor del af mig selv. På det tidspunkt faktisk alt. Jeg sprang bylden, jeg gjorde min kamp offentlig.
Jeg fortæller ikke alt om mig selv, men lige den "detalje" er det vildeste jeg nogensinde har gjort. Altså lige bortset fra at skyde en baby ud i to presseveer, men det er en helt anden historie.
Har jeg blotlagt for meget af mig selv? Nej, det tror jeg ikke. Tror. 

Jeg blogger ikke om småskænderier med manden, om vores økonomi, om vores madplaner, om hvilket outfit jeg har på, om hvilket outfit Marvin har på hver eneste dag, om alle de rejser jeg drømmer om, om en masse fancy ting til Marvin - hvorfor så det? 
Bloggen blev oprettet engang i tidernes morgen med en interesse for mad og gør-det-selv. Så glemte jeg bloggen, hov. Så blev der født et barn og nu må mine keywords være "livet som studerende mor", "krea-junkie" og "kampen mod fødselsdepressionen".

Og hvorfor så blogge om fødselsdepressionen? Jeg tror det godt for mig at komme ud med det. Jeg traf et valg om at stå frem i en stor artikel i Jyllands Posten - og come on, tror der er flere der har læst min artikel end der har læst min blog. 
Jeg ved også der sidder rigtig mange andre psykisk sårbare derude bag skærmen. Hvis jeg kan hjælpe bare én med at få taget hul på bylden - så er det det hele værd.
En helt anden ting er også, at det faktisk er blevet nemmere overfor min familie. Det hele kom ud, ingen hemmeligheder mere. Jeg kan sige nej tak til at lave ting uden at skulle finde på en sindssyg undskyldning. Det er okay bare at have en dårlig dag! 

Jeg synes det er en interessant ting at fundere over. Mine "Bryd Nu Tabuet" indlæg er en lang del hen af vejen aller mest for mig selv. Et sted jeg kan lukke alle mine tanker ud - men også et sted hvor andre kan læse at de ikke er de eneste der måske har det sådan. Et sted hvor "raske" folk har en chance for bedre at forstå min usynlige sygdom.
Stort set resten af mine indlæg er krea-indlæg. Hvorfor poster jeg dem? Alle elsker vel at vise de ting frem de har lavet. Det er som om krea-indlæggene bliver mine "klap lige dig selv på skulderen, Jeanette" og de har egentlig hjulpet mig til at se jeg godt kan finde ud af noget. Da jeg havde det aller mest dårligt kunne jeg ikke engang stå ud af min seng hver dag og tage tøj på. At se på sin blog at man har udrettet noget kan virkelig give et selvtillidsboost og også et skub i retningen af at lave mere. For jeg kan godt!

Tilbage til tegneseriestriben: Jeg tror ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke mindst én gang har tænkt: "Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?". Og jeg tror heller ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke op til flere gange har tænkt tanken, at omgivelserne har den opfattelse af "hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen".

Jeg er spændt på blogtræffet imorgen og spændt på hvilke nogle mennesker jeg skal møde. Jeg kender et par stykker i forvejen og det gør det nok også lidt nemmere for mig.
Da jeg læste om blogtræffet kunne jeg bare ikke lade være med at føle jeg passede ind, og igen slog det mig, at hvis jeg bare kan få en til at tænke "Det er okay jeg har det sådan her, og tingene bliver bedre!" - så er det det hele værd.
Misforstå mig ikke, jeg skal ikke ud og frelse et helt blogtræf. Jeg skal hygge mig med nogle skønne mennesker. Alle med en fælles interesse for kreative ting og nogle med nogle indvendige kampe, jeg desværre, kender alt for godt til.

Dankbar, vi ses imorgen.




Tegneserien er oversat af dr.dk - du kan se den originale version her


3 kommentarer:

  1. Du er helt igennem fantastisk mennesker og dejligt du tør og vil dele så svær, men vigtig ting om dig selv. Jeg der frem til en super dag i morgen til blogtræf med dig og en masse andre fantastiske mennesker 😄

    SvarSlet
  2. Jeg synes, at det er så flot af dig, at du også vælger at stå frem om netop det, at du også lider under en psykisk sygdom. Hvor ville jeg ønske at der ikke var så langt fra Aarhus til Sjælland, for ville bare så gerne have deltaget i det blogtræf. Men jeg håber I får en rigtig dejlig dag.

    SvarSlet
  3. Jeg synes det er flot at du Jeanette (men også dig Helena) er så ærlige om jeres sygdomme.. Jeg synes det er rigtig svært at sætte sig ind i hvor svært det er, og det er svært i de perioder, hvor min mand kæmper mere med sine depressive/ADHD tanker.. Så det er dejligt at høre, hvordan andre har det :) kh Pia

    SvarSlet

Som et solstref på en regnvejrsdag kiggede du forbi...
Læg gerne en kommentar, så bliver jeg så glad :)